Guide · Materialer

Kompaktlaminat eller laminat: hvad er forskellen?

Begge er højtrykslaminat, men de opfører sig helt forskelligt, når de bliver våde. Her er forskellen, og hvornår vi vælger hvad.

Bordplader med håndvask i kompaktlaminat i specialfarver
VisualiseringVaskeborde i kompaktlaminat med håndvask
Laminat
Tynd HPL limet på spånplade eller MDF
Kompaktlaminat
Massiv HPL hele vejen igennem
Vand
Laminat svulmer i kanten, kompakt gør ikke
Kanter
Kantbånd vs. synlig kerne
Pris
Laminat er billigst, kompakt holder længst i vådrum
Typisk tykkelse
13 mm båse, 20 mm bordplader

Almindelig laminat er en tynd plade højtrykslaminat, typisk under en millimeter, der limes på en bæreplade af spånplade eller MDF. Kanterne lukkes med et kantbånd. Overfladen er slidstærk og let at gøre ren, og løsningen er billig, men bærepladen er træbaseret. Trænger vand ind i en kant eller en samling, svulmer pladen, og det kan ikke repareres.

Kompaktlaminat er højtrykslaminat hele vejen igennem. Pladen består af lag af papir, der er presset sammen med harpiks under højt tryk og varme, til en massiv plade uden bæreplade. Den suger ikke vand, og kanterne kan stå ubehandlede, typisk med en sort eller farvet kerne, der bliver en del af udtrykket.

Forskellen viser sig, hvor der er vand. I toiletter, omklædningsrum, vaskeborde, svømmehaller og puslerum holder kompaktlaminat, hvor laminat på spånplade før eller siden svulmer i kanterne. I tørre rum, til skabe, fronter og borde, er laminat på bæreplade et godt og billigere valg.

Kompaktlaminat er dyrere pr. kvadratmeter, tungere og kræver hårdmetalværktøj at bearbejde. Til gengæld er der ingen kantbånd, der kan falde af, og pladen kan bære sig selv, fx som toiletbåse på ben eller som vaskebord hængt op på en ramme.

Vi bruger typisk 13 mm kompaktlaminat til toiletbåse og skillevægge og 20 mm til bordplader med vask. Farven kan vælges efter projektet, også uden for leverandørens standardsortiment.

Spørgsmål og svar

Det bliver vi ofte spurgt om.

Er kompaktlaminat det samme som HPL?

Kompaktlaminat er HPL (højtrykslaminat) i massiv tykkelse. Almindelig laminat er også HPL, men så tynd, at den skal limes på en bæreplade.

Kan laminat bruges i vådrum?

Laminat på spånplade eller MDF er sårbar, hvor vand når kanter og samlinger. I toiletter, omklædning og ved vaske anbefaler vi kompaktlaminat.

Hvorfor er kompaktlaminat dyrere?

Pladen er massiv, tungere og kræver hårdmetalværktøj at bearbejde. Til gengæld skal der ikke kantlimes, og den tåler vand gennem hele pladen.

Hvilken tykkelse skal man vælge?

Vi bruger typisk 13 mm til toiletbåse og skillevægge og 20 mm til bordplader med vask. Tykkelsen afhænger af spændvidde, og om pladen skal bære sig selv.

Kan kompaktlaminat fås i specialfarver?

Ja. Ud over standardsortimentet kan leverandøren producere farver efter projektet, fx matchet efter NCS.

Kontakt

Send os målene. Eller hele udbuddet.

En skitse med mål er nok til at komme i gang. Et udbud går vi igennem post for post. Er tegningerne ikke færdige endnu, sparrer vi gerne om konstruktion og materialer.