Krydsfiner, MDF eller spånplade til fast inventar
Tre pladematerialer, tre forskellige styrker. Her er hvad de kan, hvor de er svage, og hvordan vi vælger mellem dem.
- Krydsfiner
- Stærk, holder skruer, synlig lagdelt kant
- MDF
- Glat og ensartet, god til malede fronter
- Spånplade
- Billigst, som korpus med melamin
- Fugt
- Ingen af dem til vådzoner: brug kompaktlaminat
- Overflade
- Olie på krydsfiner, maling på MDF
Krydsfiner er lag af tynd træfiner, der er limet sammen med fiberretningen på kryds. Det gør pladen stærk og formstabil, og den holder godt på skruer, også tæt på kanten. Kanten viser lagene og kan stå synlig som en del af udtrykket. Vi bruger mest fyr- og birkekrydsfiner. Birk er hård og fin i overfladen, fyr har en tydeligere årestruktur. Krydsfiner behandles med olie og kan slibes op efter nogle års brug.
MDF er træfibre, der er presset sammen med lim til en tæt og helt ensartet plade. Den er glat og velegnet til malede fronter og til fræsede former, fordi der ikke er årer eller lag. Til gengæld holder MDF dårligere på skruer i kanten, den er tung, og almindelig MDF tåler ikke fugt. Der findes fugtbestandige kvaliteter.
Spånplade er træspåner presset med lim. Den er billigst og bruges oftest som korpus i skabe, beklædt med melamin eller laminat og med kantbånd. Den er fin i tørre rum, men svag over for fugt og for skruer, der sættes i kanten.
I praksis handler valget om, hvor inventaret skal stå, og hvad der skal kunne ses. Garderober, bænke og reoler, der bliver brugt hårdt og skal kunne tåle stød, laver vi gerne i krydsfiner. Malede fronter kan være MDF. Skabskorpus i tørre rum kan være melaminbeklædt spånplade. Hvor der er vand, skifter vi til kompaktlaminat.
Skal byggeriet Svanemærkes, eller kræver udbuddet FSC- eller PEFC-træ, påvirker det også valget, fordi pladerne og limen skal kunne dokumenteres.
